Vores gymnastikforening har i januar fået 50.000 kr. i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje. Med bevillingen kan vi nu se frem til flere nye redskaber til glæde for foreningens medlemmer. Redskaberne vil være med til forbedre kvaliteten af gymnastiktimerne i hallen, når vi atter kan komme i gang igen. Vi er i foreningen glade for at modtage støtte fra foreningspuljen igen i år og glæder os til at se pengene gøre gavn for instruktører og gymnaster.
Bevillingen er søgt med baggrund i, at vi for nogle år siden flyttede foreningens aktiviteter til Otterup Idrætscenter. Her har vi med de optimerede træningsfaciliteter mulighed for at afvikle flere hold på samme tid. Det kræver en del redskaber at kunne opstille spændende og udfordrende springbaner i begge sale. Samtidig, er er også vigtigt, at vores springmateriel er opdateret, for at være en attraktiv forening, hvor vi kan fastholde vores dygtige og engagerede instruktører. Yderligere har foreningen været økonomisk udfordret i denne sæson grundet nedlukning af foreningens aktiviteter.
Bevillingen har bidraget til et større samlet køb af redskaber, der består af airtrack, træplint, frimærker og saltoplint. Alle er redskaber, der har stået på instruktørernes ønskeliste.
Otterup Gymnasterne har modtaget bevillingen fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI's foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen, hvilket gøres via Centralt ForeningsRegister på www.medlemstal.dk. Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider.